I takt med at man bliver ældre, bliver kroppen svagere, og man spiser måske mindre, end man har gjort før i tiden. For at bevare et sundt helbred er det dog vigtigt fortsat at sørge for, at man spiser en sund og varieret kost.
Derfor giver vi dig herunder et par gode råd til, hvordan du bør spise, når du er senior, samt hvilke kosttilskud der kan være gode at tage, når du er nået over de 65 år.
Spis efter kostrådene
Som voksen bør man følge de 7 officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen for at sikre en sund og varieret kost i hverdagen. Dette gør sig også gældende for seniorer.
De syv kostråd går på, at man skal spise planterigt, varieret og ikke for meget, man skal spise grøntsager og frugt, man skal spise mindre kød og prioritere fisk og bælgfrugter, man skal spise fuldkornsprodukter, man skal spise magre mejeriprodukter og planteolier, man skal drikke vand, og man skal spise mindre sød, salt og fed mad.
Seniorer har dog i højere grad brug for protein, og i takt med at man bliver ældre taber man også muskelmasse. Derfor er det vigtigt, at du spiser en proteinrig kost med bælgfrugter, kød, fisk og æg, samt at du spiser mejeriprodukter og grøntsager. Medmindre du har en aktiv livsstil, er det fortsat en god idé at lade være med at spise for meget salt, sød og fed mad.
Supplér kosten med kosttilskud
Udover at spise en sund og næringsrig kost som nævnt ovenfor, kan det også være en god idé at supplere med kosttilskud. Det skyldes, at når man bliver ældre, kan kroppen ikke optage vitaminer i lige så høj grad som tidligere.
Hvis ikke du får tilstrækkeligt med proteiner i din kost til at dække dit vitaminbehov, kan det derfor også være en god idé at tage kosttilskud med B12-vitamin. B12 vitaminer bidrager til et normalt nervesystem samt dannelsen af blodlegemer. Vitaminet er derfor vigtigt, og da kroppen har sværere ved at optage vitaminet i takt med at man bliver ældre, er det vigtigt at få nok.
Et andet kosttilskud der kan være godt at tage, er D vitamin. Alle voksne anbefales at tage tilskud med 5-10 µg D vitamin dagligt fra oktober til april. Det skyldes, at det er sværere for kroppen at optage D vitamin fra solens stråler i vinterhalvåret.
For personer over 70 år anbefaler Fødevarestyrelsen dog et tilskud med 20 µg D vitamin dagligt sammen med 800-1000 mg kalk. Både D vitamin og kalk er nemlig vigtige for kroppens muskler og knogler.
Gode råd til en sund og stærk krop
Efter du er trådt ind i livet som senior, er det vigtigt, at du fortsat passer på din krop og helbred. For at opretholde en sund og stærk krop, er det derfor også væsentligt, at du sørger for at spise sundt og varieret og holder dig fysisk aktiv.
Sørg for at være fysisk aktiv i minimum 30 minutter om dagen. Det kan du gøre ved for eksempel at gå en lang tur eller cykle til dagligvarebutikken, når du skal handle ind.
Det kan også være en god idé at holde øje med din krop jævnligt og eventuelt veje dig indimellem for at undgå, at du vejer for meget, men også at du ikke vejer for lidt. Et stort vægttab kan nemlig også være et sundhedsproblem. Gør det derfor til en vane at holde øje med, at din vægt ikke pludselig stiger eller falder for meget.