Derfor skal du eksfoliere din modne hud

af Redaktionen
5. maj 2021
Kommentarer 0

For nogle er hudplejerutinen noget, der bare hurtigt skal overstås, mens den for andre er det rene velvære. Uanset hvad du synes om tiden brugt på din hudpleje, er det vigtigt, at du tager god hånd om din hud hele livet igennem.

Når du når den modne alder, vil din hud nemlig også have behov for mere pleje, end du måske er vant til. Det er ikke længere nok med en god fugtcreme, men måske vil du opleve, at du har behov for mere fugt og pleje med sera, fede cremer, eksfoliering osv.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan du kan få en flot glød med eksfoliering, kan du læse mere her, hvor vi skriver om de to typer eksfoliering der findes.

Eksfoliering – hvad og hvorfor?

En eksfoliering er en betegnelse for et hudprodukt, som fjerner døde hudceller i ansigtet. Når du eksfolierer din hud, bliver din hud derfor flottere at se på, fordi den får glød, da de døde hudceller er fjernet, og eksfolieringen fremskynder dannelsen af nye hudceller.

Med alderen bliver huden længere tid om at forny sine hudceller. Når du når op i alderen 50 og 60+ og får en mere moden hud, kan du derfor også opleve, at huden kan se trist og lidt kedelig ud med tilstoppede porer. Dette skyldes, at huden, som nævnt, er længere tid om at afstøde de døde hudceller og generere nye.

Med en eksfoliering som en del af din hudplejerutine, kan du fjerne de døde hudceller nemt og enkelt og derved opnå en flottere og mere ensartet hud med mere glød. Du sætter også gang i cellefornyelsen af nye hudceller. Derfor er en eksfoliering uundværlig i en hudplejerutine, hvis du vil have en sund og flot hud. Uanset din alder.

Mekanisk eksfoliering

En mekanisk eksfoliering/peeling er en eksfoliering, som du selv ”sørger for”. Det er det, der oftest også betegnes som skrub, skrubbemasker, skrubbehandsker osv.

En skrubbemaske har til formål at fjerne døde hudceller ved at massere skrubben rundt i ansigtet, hvorefter den vaskes af. De fleste skrubs indeholder små korn i form af abrikoskerner/korn, kaffegrums eller lign. Det er disse små korn, som eksfolierer huden og stimulerer dannelsen af nye hudceller.

Med en skrub en gang om ugen, eller hvad der passer ind i din plejerutine, kan du få en fornyet glød, og dine plejeprodukter vil have en bedre chance for at trænge ind i huden, når de døde hudceller er fjernet.

Det danske mærke Rudolph Care har bl.a. lavet en lækker ansigtsskrub med både acai korn og abrikoskerner. Skrubben indeholder flere forskellige naturlige olier som er med til at fugte huden og beskytte huden, når du skrubber.

Kemisk eksfoliering

Kemisk eksfoliering lyder måske lidt voldsomt, men det er pga. indholdet af syre i disse peelinger, at det kaldes en kemisk peeling. Selvom det virker drastisk at påføre syre i ansigtet, er disse peelings ganske milde mod huden.

En kemisk eksfoliering fjerner også de døde hudceller, ligesom skrubben gør det. Men modsat skrubben som vaskes af ansigtet igen, skal du lade din kemiske peeling sidde på huden. På den måde får du en skånsom peeling, du ikke mærker noget til.

Der findes to forskellige syrer som bruges i disse former for eksfolieringer. Det er AHA (Alpha Hydroxy Acid) også kaldet glykolsyre og BHA (Beta Hydroxy Acid), også kaldet salicylsyre.

Begge syrer er gode at bruge som en kemisk peeling i forskellige koncentrationer. AHA syren bruges oftest i koncentrationer med 6 eller 8%, hvor BHA-syren bruges i koncentrationer af 2 %.

AHA syren er god til tør og moden hud, fordi den er med til at udjævne og forfine rynker. BHA-syren er god, hvis du har fedtet hud og døjer med urenheder. Derudover har BHA-syren den fordel, at det er en syre, som trænger helt ind i cellerne og eksfolierer, i modsætning til AHA syren som eksfolierer i overfladen.

Snak med en professionel

Hudplejeprodukter er en jungle at finde rundt i, og bruger du de forkerte produkter til din hud, risikerer du at gøre mere skade end gavn. Hvis du er i tvivl om, hvilken hudtype du har, eller hvad der er bedst for din hud, vil det bedste råd være at søge hjælp hos en professionel kosmetolog. De kan hjælpe dig med at finde din hudtype, og dermed forklare dig, hvilke produkter der kan være de bedste for dig.