Mand-med-forstoppelse

Forstoppelse hos seniorer – 6 gode råd mod forstoppelse

af Redaktionen
28. september 2021
Kommentarer 0

Forstoppelse kan ramme alle, uanset alder. Det skyldes, at hård mave kan have mange forskellige årsager, herunder blandt andet livsstilsændringer, graviditet samt indtagelse af medicin. Forstoppelse kan derfor også forekomme på mange forskellige tidspunkter i livet.

Der er dog især mange ældre, der får problemer med maven. Undersøgelser viser blandt andet, at personer over 65 år har en øget risiko for at få forstoppelse. Det er derfor meget almindeligt at få problemer med hård mave, når man når ind i den tredje alder.

Men selvom forstoppelse er meget udbredt hos ældre, gør det dog ikke tabuet mindre, og mange ældre vælger at leve med de trælse maveproblemer i stedet for at tage hånd om problemet eller gå til lægen. Har du forstoppelse eller andre maveproblemer, kan det dog gå ud over din livskvalitet og din energi. Det er derfor vigtigt at gøre noget ved problemet.

Derfor rammes mange ældre af forstoppelse

Der kan være flere årsager til, at det særligt er ældre, som bliver ramt af forstoppelse. Nogle af årsagerne kan blandt andet være, at aktivitetsniveauet ofte falder, når man bliver ældre. Samtidig kan det være, at kosten ændrer sig, og man ikke spiser så fiberrigt eller ikke drikker lige så meget væske som tidligere.

I takt med at man bliver ældre, er der desuden en øget risiko for at blive ramt af forskellige sygdomme, og derfor er der også flere ældre der indtager forskellige typer medicin. Dette kan ligeledes være med til at give forstoppelse.

Endelig kan akut sengeleje eller stofskifteændringer også være nogle af årsagerne til, at flere ældre bliver ramt af forstoppelse. Der er dog ofte ikke kun én enkeltstående årsag til, at mange ældre får maveproblemer. Derimod skyldes det ofte en kombination af flere ting.

Gode råd til behandling af forstoppelse

En af de væsentligste metoder til behandling og lindring af forstoppelse, er ændringer i kost og livsstil. Herunder har vi samlet en 6 gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du har forstoppelse.

Spis en mere fiberrig kost

Døjer du med forstoppelse, kan det være en idé at lægge kosten om, og sørge for at spise en mere fiberrig kost. Det kan du blandt andet gøre ved at skifte det hvide brød ud med brød med fuldkornsmel. Undgå dog brød med for mange kerner, da disse kan give yderligere problemer med maven. Det er desuden en god idé at spise grøntsager som fx broccoli, kål, ærter og grønne bønner, som indeholder mange fibre.

Få tilstrækkeligt med væske

Har du hård mave, er det vigtigt, at du får tilstrækkeligt med væske. Sørg derfor for at drikke minimum 1,5 liter vand om dagen. Er du forstoppet, kan det desuden være en god idé at supplere med anden væske såsom suppe, mælk, juice og kaffe.

Kvinde drikker vand

Bevæg kroppen dagligt

Mange ældre bevæger sig ikke nok i dagligdagen, og det kan blandt andet medføre, at man får forstoppelse. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at bevæge kroppen i minimum en halv time hver dag. Fysisk aktivitet er nemlig godt for både din generelle sundhed, men også for dine tarme, da bevægelse stimulerer tarmaktiviteten.

Prøv en ny siddestilling

Rigtig mange sidder ikke rigtigt, når de sidder på toilettet, og det kan blandt andet gøre det sværere at komme af med afføringen. Døjer du med hård mave, kan det derfor være en god idé at prøve en ny siddestilling på toilettet.

For at sidde rigtigt skal du sidde på midten af toilettet og læne kroppen forover, så fødderne er på gulvet, og maven er mod lårene. Hvis toilettet er for højt, kan det være en hjælp at købe en skammel, så du kan sidde rigtigt på toilettet.

Skab nogle gode vaner

Har du forstoppelse, kan det være en god idé at få skabt nogle gode vaner i dagligdagen. Det kan blandt andet være at have bestemte tidspunkter for, hvornår du skal gå på toilettet, og hvornår du skal være fysisk aktiv. Det er desuden vigtigt, at du sørger for at spise regelmæssigt, så du kommer ind i en god rutine.

Få hjælp til din forstoppelse

Hvis ikke det hjælper at ændre dine kostvaner og din livsstil, kan det være en hjælp at bruge afføringsmidler. Afføringsmidler findes i mange forskellige former og virker på forskellige måder. Fælles for dem er dog, at de hjælper dig af med forstoppelsen, så dine tarme fungerer optimalt.

Lider du af kronisk forstoppelse kan det desuden være en god idé at tale med din læge om problemet. Lægen kan blandt andet hjælpe dig med at finde ud af, om din forstoppelse skyldes sygdom.