Seniorjob eller job som pensionist?

af Redaktionen
12. marts 2020
Kommentarer 0

Selvom man efterhånden er oppe i årene, er det langt fra de fleste, der har lyst til at lægge arbejdslivet helt på hylden. Heldigvis er der også job at få, uanset om man søger et seniorjob eller et job efter man er gået på pension.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at holde sig i gang – både kroppen og hjernecellerne. Derfor er både motion og aktivering af hjernen vigtig. Sidstnævnte sker bl.a. gennem et job, der skal løses, men der findes også andre muligheder.

For mange er overgangen fra et fuldtidsarbejde til pensionisttilværelsen overvældende – og med god grund. Man går fra at stå op dagligt til en fast rutine, man kommer hjemmefra, og man kommer ud blandt andre mennesker. Når man går på pension, bliver disse faste rutiner, som man har haft gennem hele livet taget fra en. Derfor er der mange, der vælger at fortsætte med at arbejde – og så er det selvfølgelig et godt supplement til folkepensionen.

Hvad er et seniorjob?

Mange går fejlagtigt i den tro, at et seniorjob er for personer, der er gået på pension. Men sådan forholder det sig ikke. Et seniorjob er en jobordning til dem, der betaler til en efterlønsordning, hvor retten til dagpenge udløber inden.

For at kunne få et seniorjob, skal der være mindre end 5 år, til man kan gå på efterløn, når ens dagpengeret udløber. Derudover skal man være fyldt 55 år, inden retten til dagpenge udløber.

Et seniorjob er et job, man ansøger hos sin bopælskommune. Det er kommunen selv, der fastsætter indholdet af jobbet, så det kan derfor variere meget fra seniorjob til seniorjob. Kommunen er forpligtet til at ansætte ansøgeren senest to måneder efter modtagelsen af ansøgningen – og ansøgeren skal søge om seniorjobbet fra tre måneder før til to måneder efter man mister retten til dagpenge.

Søg jobbet

Uanset hvilken type job, du søger, er første trin naturligvis at lave en ansøgning. Det er helt sikkert ikke første gang, du gør det, så du har sikkert også et CV og en tidligere ansøgning, du kan søge inspiration fra.

Selvom mange mener, at de har alderen imod sig, så husk også på, at du har en helt anden erfaring end de nyuddannede – erfaring, som virksomhederne kan få stor gavn af. Vi har tidligere skrevet om, hvordan du får drømmejobbet som senior. Her kan du læse 5 gode råd til din jobsøgning.

Som pensionist har du sikkert ikke et ønske om at arbejde fuld tid. I så fald skulle du i hvert fald ikke være gået på pension endnu. Gør i stedet op med dig selv, hvor mange timer, du ønsker at arbejde. Husk også på, at du skal holde dig inden for bundfradraget for arbejdsindkomsten, hvis du altså ikke vil have, at det skal gå ud over din folkepension. I 2019 blev bundfradraget hævet til 122.004 kr. årligt.

Bliv klar til jobsamtalen

Jobsøgning

Når du bliver indkaldt til en jobsamtale, skal du selvfølgelig også forberede dig på denne. Sørg for at have afklaret med dig selv, hvor mange timer, du ønsker at arbejde, og overvej også hvilke arbejdsopgaver du ønsker. Som med alle jobsamtaler er der tale om en forventningsafstemning.

Som pensionist kan du dog oftere tage jobsamtalen lidt mere afslappet end du har kunne gennem hele din karriere. Hvor personprofilering er blevet et populært redskab i rekrutteringsprocessen, bliver du med stor sandsynlighed ikke udsat for at skulle tage en DISC profil eller lignende.

Personprofiltests som DISC-profiler anvendes til at finde den rette person, der passer ind i en virksomheds kultur og ind i et team. Det er selvfølgelig også vigtigt, at du passer godt ind i virksomhedens kultur, selvom du skal arbejde færre timer, men dette vil de ansættelsesansvarligt sandsynligvis vurdere ud fra en eller to jobsamtaler.

Hvilke jobmuligheder har du?

Der er rigtig mange jobmuligheder for pensionister. Har man arbejdet med regnskaber, kan man eksempelvis varetage regnskaber for mindre virksomheder. Man kan også hjælpe virksomheder med let administrativt arbejde. Det er kun fantasien, der sætter grænser – og din evne til at overbevise virksomheden, at de har manglet en som dig.

Der er også andre alternativer. Eksempel let rengøring hos private eller mindre håndværksopgaver. I dag findes der en række forskellige portaler, hvor man kan stille sin arbejdskraft til rådighed, og så kan man jo selv styre, hvor mange opgaver, man ønsker at sige ja til.