Der kan være mange forskellige årsager til, at man vil forlade arbejdsmarkedet. Det kan være, at du har haft et fysisk eller psykisk hårdt job, og at din krop nu siger fra. Det kan også være, at du ønsker at stoppe mens legen er god, og du stadig har energi til at få noget ud af pensionisttilværelsen.
Mange seniorer træffer heldigvis selv beslutningen om, hvornår de vil forlade arbejdsmarkedet, men der er dog også nogen, der oplever, at det er arbejdspladsen, der siger stop. Uanset hvad årsagen er til at forlade arbejdsmarkedet, er der nogle ting, der skal være styr på, for at kunne få en god start på pensionisttilværelsen.
Forbered dig på overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv
Alle overgange til noget nyt er svære. Overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv er ingen undtagelse. Tager du selv beslutningen om at gå pension, vil du opleve en lettere overgang end for dem, der bliver ”tvunget” til at gå på pension pga. eksempelvis sygdom eller afskedigelse.
At gå på pension betyder, at man går en ny og ukendt tilværelse i møde. Du siger farvel til et langt og velkendt arbejdsliv, dine kolleger og din arbejdsplads. Nu skal du i stedet for at gå på arbejde, bruge tiden på noget andet. For nogle seniorer er denne omvæltning svær, mens andre glæder sig til at få mere tid til sin familie, sine hobbies og så videre.
Er du nervøs for, hvad pensionistlivet bringer dig, eller er du bange for, at du kommer til at kede dig, så gør dig nogle tanker om, hvad du gerne vil lave. Der findes mange forskellige tilbud til seniorer: Gå-hold, dans, banko, gymnastik, IT-kurser og meget mere. Måske er der noget af det, som er noget for dig? Fordelen for dig ved disse tilbud er desuden, at du kommer ud og er sammen med andre seniorer.
Afsked med arbejdspladsen
En stor del af omvæltningen er, at du skal tage afsked med din arbejdsplads. Nogen vælger at gå på nedsat tid over en periode, for gradvist at vænne sig til overgangen, mens andre vælger at stoppe fra dag til dag.
Når du er klar til at gå på pension, skal du sørge for at opsige din stilling med det varsel, der står i din ansættelseskontrakt. Sørg for at meld din opsigelse ud i god tid til din arbejdsgiver, så denne også har mulighed for at tilrettelægge din sidste tid på arbejdspladsen.
Mange virksomheder har en fast procedure for, hvordan en opsigelse (uanset årsag) skal håndteres. Nogle virksomheder har endda sat en struktur for disse processer i deres HR system. Det kan eksempelvis være i forbindelse med at udsende en officiel udmelding om din opsigelse til hele virksomheden, proces for overdragelse af arbejdsopgaver og endeligt aflevering af eksempelvis telefon, computer, nøgler m.m. på den sidste arbejdsdag.
Har du feriedage til gode, skal din arbejdsplads sørge for, at din tilgodehavende ferie bliver udbetalt. Tag en snak med din leder om dette, hvis du er i tvivl. Ofte skal du selv huske at ansøge om at få udbetalt tilgodehavende ferie.
Økonomi
Når du går på pension, skal du selvfølgelig også sikre dig, at dine økonomiske forhold er i orden. Har du fået ansøgt din Folkepension ved Udbetaling Danmark? Har du kontaktet dit pensionsselskab og meldt dem, at du går på pension – og hvornår du går på pension? Har du andre private pensionsopsparinger, skal du også have kontaktet dem.
Sørg for at kontakte og ansøge dine pensionsordninger i god tid. Din Folkepension kan du ansøge om 6 måneder inden, du går på pension. Der kan være andre regler for dine øvrige pensionsopsparinger.