For at få mest udbytte af din brændeovn, er det vigtigt, at du har den rette skorsten. Der findes mange forskellige typer af skorstene, og det kan derfor være lidt af en jungle at finde frem til, hvilken man skal vælge.
I denne artikel kan du læse om, hvorfor skorstenen er vigtig, når du har en brændeovn, og hvad du skal overveje, når du skal finde den rette skorsten til din brændeovn.
Skorstenens vigtige funktioner
En skorsten er særlig vigtig, når du har en brændeovn, da den har flere funktioner. For det første har skorstenen til formål at lede røgen fra brændeovnen ud af boligen, så du undgår røg i stuen. For det andet har skorstenen til formål at sørge for, at der kommer luft til brændeovnen, hvilket er med til at sikre en god og ren forbrænding. For det tredje har skorstenen til formål at sørge for, at røgen ledes væk fra omgivelserne.
Skal du investere i en ny brændeovn, eller har du brug for en ny skorsten til din eksisterende brændeovn, er det således vigtigt, at du har en skorsten, der passer til. Hvis ikke den gør det, risikerer du nemlig, at trækket i skorstenen ikke fungerer optimalt. Dette kan resultere i en dårlig forbrænding, røgudvikling i boligen eller optændingsproblemer.
Skorstenen er således afgørende for, at du får en effektiv og miljøvenlig afbrænding, og det er derfor vigtigt, at skorstenen er tilstrækkeligt høj, at den er tæt, samt at den er godt isoleret.
Muret skorsten eller stålskorsten?
Der findes overordnet set to forskellige typer af skorstene, som du kan vælge imellem, når du skal investere i en ny skorsten: Muret skorsten og stålskorsten. Herunder kan du læse lidt om de to forskellige typer, og hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge dem.
Muret skorsten
En muret skorsten skal mures på bygningen, og er derfor ofte et omfattende indgreb på huset. Vil du gerne have en muret skorsten, kræver det, at du får en murer til at klare opgaven, så du er sikker på, at skorstenen er muret korrekt og overholder bygningsreglementet.
- Fordele ved en muret skorsten: Tåler højere temperaturer, giver et flot æstetisk udtryk, udgør en del af bygningens arkitektoniske design, billig i forhold til materialer
- Ulemper ved en muret skorsten: Tager tid at montere, er dyr at montere, er ikke fleksibel i forhold til placering.
Stålskorsten
En stålskorsten er et stålrør, der monteres på bygningen. Stål er stærkt, holdbart og modstandsdygtigt over for rust, hvilket gør det til et godt materiale til skorstene. En stålskorsten kan enten monteres på ydervæggen eller på taget efter dine ønsker. Her kan du vælge, om du ønsker at foretage monteringen selv eller få en håndværker til at klare opgaven. Inden du må tage skorstenen i brug, skal den dog først godkendes af en skorstensfejer.
- Fordele ved en skålskorsten: Fleksibel placering, god til at skabe et optimalt træk, god isolering, holder bedre på varmen, lang levetid, holdbar og modstandsdygtig, montering er billig og nem
- Ulemper ved en stålskorsten: Dyr i forhold til materialer, tåler ikke så høje temperaturer.
Vælg den rette skorsten til din brændeovn
Der er således fordele og ulemper ved både en muret skorsten og stålskorsten. Du bør derfor vælge den type skorsten, som passer bedst til dit hus og til dine behov og ønsker.
Har du en eksisterende brændeovn, skal du finde en skorsten, som passer til denne, så du får det bedste udbytte af din brændeovn. Her er det en god idé at sørge for at måle aftrækshullet, så du ved, hvad du skal gå efter.
Skal du investere i en ny brændeovn, kan du eventuelt få hjælp hos forhandleren til at finde en skorsten, som passer bedst til den brændeovn, du ønsker at købe.